Spring til indhold

Hvorfor batteriet i din elbil mister rækkevidde hurtigere, end laboratorietest forudsiger

Hvorfor dit elbilbatteri mister rækkevidde hurtigere, end laboratorietest forudsiger, når du begynder at hurtigoplade i varme

Jeg har brugt tolv år på at undersøge lithium-ion-batteripakker i elbiler, og forskellen mellem dataene fra laboratoriecyklusser og det, der rent faktisk sker på vejen, er stadig større, end de fleste forventer. De batteripakker, der ser fine ud efter et par tusinde kontrollerede cyklusser i et klimakammer, viser ofte et hurtigere kapacitetstab, når de udsættes for regelmæssig DC-hurtigopladning ved omgivelsestemperaturer over 30 °C. Den vigtigste årsag er ikke batteriets alder – det er kombinationen af høje opladningshastigheder og forhøjede celletemperaturer, som termostyringssystemet ikke fuldt ud kan kontrollere under på hinanden følgende opladningssessioner.

De fleste batteripakker til elbiler bruger i dag NMC- eller LFP-celler med væskekøling. I laboratoriet kan man holde celletemperaturen nøje under kontrol og begrænse opladningshastigheden, så kapacitetsbevarelsen efter 1.000 ækvivalente fulde cyklusser ofte forbliver over 90 %. På vejen skal kølevæskekredsløbet håndtere både varmen fra cellerne og den varme, der optages fra den omgivende luft og vejen. Når en bilist tilslutter bilen til en 150–250 kW-oplader på en varm dag, kan celletemperaturerne stige til midt i 40'erne °C, selv når kølesystemet kører på fuld styrke. Dette temperaturområde fremskynder bivirkninger ved anode- og katodeoverfladerne.

Laboratorieresultater fra en kontrolleret sammenligning

Vi gennemførte accelererede test på to sæt moduler fra samme produktionsbatch. Det ene sæt blev cyklet ved 25 °C med en maksimal opladningshastighed på 1C. Det andet sæt blev cyklet ved en celletemperatur på 40 °C med opladningshastigheder på op til 2,5C for at simulere gentagen hurtig DC-opladning. Efter 800 ækvivalente fulde cyklusser havde gruppen ved 25 °C mistet ca. 6 % af kapaciteten. Gruppen ved 40 °C med høj opladningshastighed havde mistet 11–13 %. Stigningen i impedansen var også højere i gruppen ved høj temperatur – ca. 18 % mod 9 %. Nedskæringer efter testen viste tykkere SEI-lag og flere tegn på lithiumaflejringer på anoderne fra cellerne med høj temperatur og høj opladningshastighed. Forskellen var ikke dramatisk i absolutte tal, men den var konsistent og stor nok til at forklare, hvorfor nogle køretøjer mister mærkbar rækkevidde, længe før kilometertælleren når det antal kilometer, hvor garantiberegningerne siger, at de burde.

Praksiseksempel fra en vognpark i et varmt klima

En leveringsflåde, der benytter elektriske varevogne i en region, hvor dagtemperaturerne regelmæssigt ligger på 35–38 °C, begyndte efter ca. 18 måneder at melde om et større tab af rækkevidde end forventet. Varevognene blev for det meste opladet om natten med vekselstrøm, men chaufførerne benyttede også jævnstrøms-hurtigopladere to eller tre gange om ugen i løbet af deres vagter. Data fra køretøjerne viste, at celletemperaturerne ofte nåede op på 42–46 °C under disse hurtigopladninger, selvom kølesystemet var aktivt. Det gennemsnitlige kapacitetstab på tværs af flåden lå på omkring 8–9 % om året i stedet for de 3–4 %, som producentens mere optimistiske prognose for driftscyklusen havde antydet. Køretøjer, der udelukkende blev opladet med vekselstrøm og undgik den varmeste del af dagen, udviste omtrent det halve tab. Da flåden indførte en enkel regel – at begrænse DC-hurtigopladning, når omgivelsestemperaturen var over 32 °C, og give batteripakken 20–30 minutters aktiv afkøling bagefter – faldt det årlige tab til tæt på 5 %. Selve batteripakkerne var uændrede; det var driftscyklussen, der var ændret.

Hvad man rent faktisk oplever i dagligdagen

Varmestyringssystemerne i de fleste moderne elbiler er dimensioneret til en blanding af kørsel og lejlighedsvis hurtigopladning, ikke til gentagne perioder med høj effekt i omgivelser med høj temperatur. Kølevæsken kan fjerne varmen, men der er en forsinkelse, og cellerne i midten af et modul bliver ofte varmere end sensorerne tæt på kølepladerne. LFP-batteripakker håndterer varmen bedre ud fra et holdbarhedsperspektiv end mange NMC-batteripakker, men de mister stadig mere kapacitet, når de regelmæssigt udsættes for temperaturer over 40 °C under opladning, end dataene for cyklusser ved stuetemperatur antyder.

Tab af rækkevidde i praksis forværres desuden, fordi bilisterne bemærker faldet og begynder at oplade oftere, hvilket medfører flere opladninger med høj strømstyrke. De laboratorietests, der angiver 1.000 eller 1.500 cyklusser til 80 % kapacitet, forudsætter normalt kontrollerede temperaturer og moderate opladningshastigheder. Når man tilføjer vedvarende celletemperaturer i det lave til midterste 40'erne °C og flere DC-hurtigopladninger om ugen, akkumuleres kalender- og cyklusaldringsmekanismerne hurtigere, end disse diagrammer viser.

Hvis en elbil mister rækkevidde hurtigere end forventet i et varmt klima, er det først og fremmest værd at undersøge, hvor ofte den hurtigoplades med jævnstrøm, og hvilke temperaturer battericellerne rent faktisk når op på under disse opladninger. Forskellen mellem et batteri, der holder sig tæt på 30 °C, og et, der regelmæssigt når op på 45 °C under belastning, er stor nok til at påvirke nedbrydningshastigheden med flere procent om året, selv når alt andet ser normalt ud.